Fleksibelt, dynamisk og funktionelt landskab

Et landskab der vækker sanserne, med rum for samvær, sociale relationer, fællesskab og oplevelser.


Landskabet omkring Fællesskabets Hus skal være et område med direkte relation til Søhøjlandets genkendelige landskabstyper og elementer. Et landskab hvor beboerne vil kunne følge årstidernes gang, og hvor beboere, besøgende og byens borgere kan mødes. Det skal være et fleksibelt, dynamisk og funktionelt landskab med vægt på samspil, aktivitet og fællesskab på tværs af generationer, hvor der er mulighed for at komme i kontakt med dagens og årstidens rytme, naturen, planter, vind og vejr. Et landskab der vækker sanserne, med rum for samvær, sociale relationer, fællesskab og oplevelser.

Landskabets beplantningsmæssige temaer omkring Fællesskabets Hus tager udgangspunkt i landskabet i Søhøjlandet, og genkendelige elementer og landskabstyper bringes med ind i landskabet omkring centeret:

Søerne, Skoven, Bakkelandskabet, Engen, Heden, Græsmarken, samt det Urbane og aktivitetspræget islæt, som kendetegner Rys lokalmiljø.

Afsættet for disponeringen af situationsplanen er landskabets sammenfletning med selve bygningsstrukturen: Plejecenterets fingrede stjerneform peger ud mod omgivelserne, samtidig med at landskabskiler trækkes ind mellem bygningskroppene, og giver det grønne en stærk tilstedeværelse overalt i centeret.

Landskabselementerne vil omkranse centeret, og trækkes med helt ind til facaden på bygningen, så centeret vil komme til at ligge som en bygning midt i Søhøjlandets landskab. De enkelte landskabstemaer vil tilføre en rigdom af landskabelige oplevelser til færdslen omkring centeret – ikke blot for beboerne, men også for offentligheden. Den store variation vil også tilføre noget unikt til de enkelte boliger.

Som et ekstra lag i landskabet omkring centeret indarbejdes et Årstidshjul, hvor landskabskilerne mellem plejecenterets fingre får årstidsbestemte temaer som Forårshaven, Sommerhaven, Efterårshaven og Vinterhaven. Det er haver, hvor plantevalget udover inddelingen i den enkelte landskabstyper fra Søhøjlandet vil have fokus på træer, buske og blomster, som er særlig kendetegnende for den enkelte årstid – både i form af udspring, blomstring, farve, duft, frugtsætning og løvfald. Man vil således både kunne opleve landskabstyper fra Søhøjlandet, men samtidig også have en oplevelse ved årstidernes variation omkring centeret, hvilket bidrager til en spændende og oplevelsesrig vandring i Søhøjlandet og årstidernes skifte.

Adresse
Knudsvej, Ry

Bygherre
Skanderborg Kommune

Anvendelse
Plejeboliger, Uderum, Torve og Pladser, Aktivitet

Projektperiode
2017

Areal
22.000 m²

Arkitekt/ingeniør
Kullegaard/MidtConsult