Campus Skanderborg – Skolestien - Klimaprojekt

I forbindelse med redefinering af arealerne omkring Campus Skanderborg inddrages også arealerne ved og omkring Bystien, Skolestien, Højvangens Torv, og de enkelte lokaliteter bringes sammen til et samlet projekt.


Udviklingen af et godt og attraktivt uddannelsesmiljø handler om et fagligt og socialt miljø, der i høj grad faciliteres af de fysiske rammer. Da Campus Skanderborg er en struktur, der rummer forskellige uddannelsesretninger, aldersgrupper og interessenter, er de landskabelige værdier væsentlige i forhold til ønsket om at skabe et sammenhængende, vibrerende og stimulerende studiemiljø.

Campus Skanderborg gør brug af "Shared Space”, og helhedsplanen tilstræber at skabe en stor sammenhængende flade, der slynger sig mellem opholdsarealer, beplantning, eksisterende træer og nye bede. Dette danner et nyt bevægelsesforløb gennem området, hvoraf de mange gående, cykler og cyklister er prioriteret højt for at opnå en æstetisk konsekvens og en mere sikker bevægelse for både gående og cyklende i området.

I den landskabelige bearbejdning har vi fokuseret på at styrke det grønne og skabe et fornuftigt flow for cyklister og de gående trafikanter. Beplantningen skaber rum og bevægelse samt naturlige ophold i kraft af de slyngede former, der hele tiden forholder sig til bevægelsen og flowet gennem Campus Skanderborg.

I forbindelse med Campus Skanderborg er projektet også udvidet til at omfatte omlægning, aktivering, og nyt design og funktion af Skolestien, som er hovedfærdselsåren i området. Bevægelsesmønstret på stien re-designes, og der indarbejdes et stort aktivitetstorv til sport leg og aktiviteter.

Tillige hermed er hele området indarbejdet i et klimatilpasningsprojekt for et stort opland omkring Campus Skanderborg, hvor regnvand optages og ledes sikkert på overfladen frem til Skanderborg Sø.

Adresse
Højvangen, Skanderborg

Bygherre
Skanderborg Kommune Skanderborg Forsyning

Anvendelse
Torve og pladser, Aktivitet og ophold, Klimaprojekt

Projektperiode
2018-2019

Areal
18.000 m²